Gennemtænkt it i Ny-Lemvig Kommune
I Thyborøn-Harbøre og i Lemvig Kommune rystede man ikke på hænderne ved udsigten til sammenlægningen i 2007 til den ny Lemvig Kommune. Det skyldtes, at man havde været forudseende og i god tid forberedt sig på udfordringerne på it-fronten.
Allerede tilbage i 2003 valgte Thyborøn-Harboøre at implementere dagsordenssystemet fra IntraNote og købte samtidig intranetløsningen. Senere da de også ønskede at skifte deres hjemmeside med løsningen fra IntraNote, valgte de ved samme lejlighed at invitere Lemvig Kommune med på et møde.
Sammen blev de enige om at købe hjemmesideløsningen til en fælles hjemmeside for Ny Lemvig Kommune, som har kørt siden marts 2005. Men samtidig valgte Lemvig Kommune også at købe IntraNote til både intranet og hjemmeside, som de gik over på i løbet af sommeren. Dermed var begge kommuner kørende på IntraNote.
Smart, at alle kender systemet
- Det var selvfølgelig fordi, det er smart, når vi bliver lagt sammen, at vi har det hele i IntraNote, fortæller Thyborøn-Harboøre Kommunes it- og kommunikationsmedarbejder, Susanne Kirkeby og uddyber: Det, at begge kommuner er bekendt med samme system, er jo en kæmpe fordel. Så er det bare et spørgsmål om at få det flettet sammen til sidst. Så på det område, kan man sige, at vi har tænkt kommunesammenlægningen godt igennem, slår Susanne fast og tilføjer:
- Jeg synes jo det er helt fabelagtigt smart, at jeg kan sidde som administrator og styre tre forskellige ting i det samme system. At når man lige har fundet ud af det, så kan man foruden intranet køre hjemmeside og fælles hjemmeside og extranet i ét hele.
Brugerinddragelsen er vigtig
Susannes Kirkebys erfaringer på administratorsiden har også gjort hende ekstra motiveret for at få Thyborøn-Harboøre Kommunes ansatte inddraget. Det er sket gennem introduktion og løbende uddannelse af nye som gamle brugere. Men også i det daglige bliver der gjort en aktiv indsats, som Susanne Kirkeby fortæller:
- Alle har mulighed for at skrive indlæg, men ikke alle gør det. Men når nogen sender en mail rundt til alle, så prøver jeg lige at gøre dem opmærksom på, at de i stedet kan lægge det på intranettet. Så efterhånden synes jeg, at rigtig mange har taget godt imod det - de er blevet mere dus med systemet og bruger det mere og mere.
Samtidig er incitamentet for at besøge intranettet også øget ved, at kommunen har lagt integration til Outlook på, så de ansatte gennem intranettet kan se deres kalender, mails, opgaver mv. og ved at lave en 'hyggeside' med nogle RSS feeds, aktivitetskalender og links for at veksle de faglige og sociale informationer og gøre det hele lidt mere interessant.
Ikke nogen svær beslutning
Ny Lemvig Kommune vil tælle omkring 600 IntraNote-brugere, der både dækker over ansatte og politikere. Kommunen har på den måde nu allerede sikret sig en bred kommunikationsplatform, som uden besværlige integrationer og dataoverførsler, kan sende kommunen i luften fra 2007.
- Vi har i hvert fald valgt, at det er det her vi vil køre videre med, beretter Susanne. - Og det var ikke nogen svær beslutning.

