Gigtforeningen skriver kontrakt med IntraNote
20.02.06
Pressemeddelelse
Gigtforeningen har netop sat sit blæk på en kontrakt med det danske it-hus, IntraNote. IntraNote skal levere et integreret videndelingssystem til foreningen, der arbejder fremadrettet på at blive et videncentrum på det reumatologiske felt.
Visionen i Gigtforeningen er at omforme foreningen til en videndelende organisation, internt såvel som eksternt, gennem introduktionen af en række nye digitale værktøjer. Det kommende videndelingssystem, leveret af IntraNote, skal i første omgang understøtte 250 faste brugeres daglige arbejdsprocesser. Senere inddrages også de eksterne relationer i det storstilede vidensprojekt, der har til formål at gøre Gigtforeningen endnu bedre til at servicere medlemmer og fremme foreningens dagsordener i det politiske system.
Tæt samarbejde om fleksibel standard
Valget af IntraNote, som både producent og leverandør, er truffet på baggrund af it-husets villighed til at tilpasse sine .NET udviklede videndelingsløsninger inden for rammerne af standardnavigationen. Samtidig er der i kontrakten lagt op til et tæt samarbejde mellem de to parter, hvor en køreplan for implementeringsforløbet indebærer centrale elementer som konsulentrådgivning, teknisk support og brugeruddannelse. Elementer, der skal tage hånd om integrationen mellem de organisatoriske, de funktionsmæssige og de tekniske faktorer.
24/7 adgang til viden og information
Gigtforeningen virker gennem mange forskellige aktiviteter, lige fra produktion og udgivelse af oplysningsmateriale til finansiering af forskning, telefonisk rådgivning, drift af et hospital og tre sanatorier ligesom foreningen rummer 25 kredse, 41 oplysningskredse og 4 landsdækkende diagnosegrupper. De mange forgreninger har skabt behovet for et videndelingsystem, og med løsningen fra IntraNote vil al information og viden blive centraliseret digitalt i Gigtforeningen - tilgængeligt for brugerne uafhængigt af tid og sted. IntraNotes løsning skal med andre ord være rygraden i Gigtforeningens videndelingsprocesser og understøtte foreningens ambitioner om at udgøre et videnscentrum på det reumatologiske felt – et område, der berører mange danskere i det hver 8. dansker har sygdom i ryg, led eller muskler.
Konturer for et ambitiøst vidensprojekt
IntraNote har siden 2001 leveret videndelingssystemer til både det offentlige og det private, hvor ønsket har været optimerede arbejdsprocesser, videndeling og forbedrede informations- og kommunikationskanaler. Med en markedsledende position på det danske marked, er IntraNote i dag det sikre valg og konturerne for et spændende og ambitiøst vidensprojekt er nu optegnet med kontraktindgåelsen med Gigtforeningen.

