Dansk intranet efterspurgt over hele verden
05.02.08
Pressemeddelelse
Silkeborg-virksomheden IntraNote, der er førende inden for udvikling af intranet og portalløsninger i Norden, har taget skridtet videre ud i resten af verden med en række nye internationalt baserede kunder – heriblandt Royal Arctic Line i Grønland.
JuhlerGroup, Icopal, Ramirent, Tele2, PR electronics, Georg Jensen og Royal Arctic Line. Alle store internationale virksomheder – og nye kunder hos danske IntraNote, der har stor succes med udbredelsen af virksomhedens intranet-løsninger på globalt plan.
- Når en række internationale virksomheder har valgt IntraNote som leverandør, ser vi det naturligvis som et kvalitetsstempel af vores knowhow på området. IntraNote har solid erfaring med hurtigt og effektivt at bygge intranet op i internationale virksomheder, hvor der skal tages hensyn til en række særlige faktorer, fx sprog og tidszoner i de organisationer, der har afdelinger på flere kontinenter. Her passer IntraNotes softwareløsninger til videndeling som fod i hose med udviklingen på området. Det er en udvikling, der betyder, at internet, intranet, extranet og dokumenthåndtering så at sige smelter sammen, siger direktør Søren Rust, IntraNote.
Senest har IntraNote skrevet kontrakt med Royal Arctic Line om levering af ét samlet intranet til hele organisationen.
Royal Arctic Line er ejet af Grønlands Hjemmestyre og beskæftiger i alt 700 ansatte, som blandt andet varetager linjetrafikken mellem Grønland og Danmark samt sejladsen mellem de grønlandske byer.
Det nye intranet fra IntraNote giver Royal Arctic Lines medarbejdere til vands og lands adgang til videndeling på tværs af tidszoner og lokationer. Det betyder, at IntraNotes løsninger binder for eksempel viden om forretningsgange, ledelse og personaledata sammen i hverdagen og på den måde samler organisationen, selv om medarbejderne er spredt rent geografisk og tidsmæssigt.
- Indtil i dag har Royal Arctic Line haft to forskellige systemer; en intranetportal i Grønland og en intranetportal i Danmark. De ansatte på vores skibe har ikke haft adgang til elektroniske informationer. Det bliver der nu lavet om på, således at samtlige ansatte får adgang til de samme informationer i én samlet portal – uanset om de sidder i Nuuk, i Ålborg, på en af vores havne eller befinder sig ombord på et af Royal Arctic Lines skibe i rum sø. IntraNotes løsning betyder rigtig meget for en virksomhed som Royal Arctic Line, fordi den binder vores organisation sammen elektronisk og giver medarbejderne adgang til den nyeste viden i virksomheden, siger marketingchef Ivalo Egede, Royal Arctic Line.
ive@ral.gl

