Workshop gav klare linjer i ABENA
På en strukturworkshop blev ABENAS intranetløsning harmoniseret med organisationen og den eksisterende it-infrastruktur, samtidig med at forventninger og succeskriterier blev afdækket. Workshoppen blev afholdt som led i foranalysen, forud for den endelige implementering.
En forudsætning for succes
En gennemarbejdet informationsarkitektur på intranettet er en vigtig forudsætning for, at intranetportalen kan indfri sine succeskriterier. Her er IntraNotes informationsarkitekturworkshop en løftestang til at få styr på indhold og navigation, og til at sikre et intranet som brugerne nemt og hurtigt kan blive fortrolige med. På workshoppen afdækker vi informationskanaler og brugersegmenter, vi diskuterer indhold og navigation og organisationens succeskriterier klarlægges. Alt dette foregår i tæt dialog mellem organisationens repræsentanter og en projektleder fra IntraNote, hvilket skaber et gunstigt afsæt for et vellykket implementeringsforløb.
ABENA på informationsstrukturworkshop
ABENA koncernen beskæftiger mere end 1.200 medarbejdere i en række datterselskaber i indland og udland. I starten af 2005 valgte ABENA a/s at købe IntraNote Portal Server® til afløsning af et væld af selskabsspecifikke intranets, der var skudt op som paddehatte. Ambitionen var at skabe en fælles platform for hele koncernen, der samtidig kunne tilgodese de enkelte selskaber og deres behov. I den forbindelse var det først og fremmest centralt at få synliggjort forskellen mellem selskabsspecifik information og fælles information for hele koncernen, dernæst at sikre en god og logisk navigation på løsningen. Det skete på workshoppen, som blev afholdt af IntraNotes projektleder, Helle Stolzenbach, der fortæller:
- I ABENA måtte vi, for at sikre en gennemarbejdet informationsstruktur, tage udgangspunkt i den samlede mængde indhold og funktionalitet. For at sikre at alle blev hørt, var interessenter fra en bred række af funktioner inviteret til dagen.
Rustet til succesfuld implementering
ABENA har efterfølgende meldt yderst positivt tilbage på workshoppen, så når koncernen går i luften med det nye intranet i løbet af efteråret, er de godt rustet til en succesfuld implementering, hvor indholdet er struktureret og målrettet i forhold til de forskellige målgrupper og deres behov. En god informationsarkitektur skal og må nemlig først og fremmest tilgodese brugerne af informationerne i overensstemmelse med organisationens behov og formål.

